FORUMTEATER - lidt historie:

Forumteatrets ophavsmand, Augusto Boal, blev født i Brasilien i 1931. Han var instruktør, forfatter og teaterpædagog.

 

I begyndelsen af 60’erne rejste Boal rundt i Brasilien med sin teatertrup og spillede teaterstykker, som de havde skrevet manuskript til på forhånd. Skuespillene var bygget op omkring den brasilianske hverdag og de brasilianske traditioner. De tog ud til fattige egne og spillede på markedspladser, skoler m.m. Skuespillene var engagerede, voldsomme og aggressive, og sluttede oftest med sange der indeholdt ord som: ”lad os udgyde vores blod for friheden”. Teatertruppen kaldte de ”De undertryktes teater”.

 

En dag efter et skuespil kom en landarbejder op til Boal og sagde, at de var glade for at have mødt nogle, der ville kæmpe med dem, så måske Boal og de andre ville med ud og jage herremandens håndlangere væk? ”Nej” svarede Boal,” vores geværer er ikke rigtig geværer”. ”Jamen, vi har våben nok, så tag med os ud og slås”, svarede landarbejderen. Boal afviste ham med den begrundelse, at det var teater de lavede.

 

Episoden gjorde indtryk på Boal, og teatertruppen begyndte derefter at opføre stykker, som de kaldte simultan dramaturgi. De tog som før fat på tidstypiske problemer, men nu udspillede handlingen sig, indtil hovedpersonen skulle træffe et valg. Derefter blev publikum spurgt, hvad hovedpersonen nu skulle gøre. De forslag, der kom fra publikum, blev derefter vist af skuespillerne.

 

En dag da de var ude med et af deres skuespil, kom en kvinde hen til Boal og fortalte, at hun havde et personligt, ikke et politisk problem. Kvinden forklarede, at hun havde sin mand mistænkt for utroskab. Han kom hver måned og bad om penge til det hus, som han hævdede, at han var ved at bygge til dem. Hver gang kvinden spurgte, om hun måtte se huset, svarede manden, at hun måtte vente, til byggeriet var længere fremme. De kvitteringer, han havde givet hende, fik hun en nabo til at læse for sig. Det viste sig at være kærlighedsytringer fra mandens elskerinde.

 

Kvindens spørgsmål til Boal var, hvad hun skulle stille op med manden, når han næste gang kom hjem. Skuespillerne spillede et stykke med udgangspunkt i kvindens historie. Derefter blev publikum spurgt, hvad kvinden skulle gøre. Et af budene var, at hun skulle nægte at lukke manden ind. Skuespillerne spillede den version, og manden blev meget glad, nu kunne han leve med elskerinden.

 

Nej, sagde en anden tilskuer, kvinden skal forlade manden. Manden blev endnu gladere, nu kunne han leve med elskerinden i huset. En kvinde blandt publikum så mere og mere vred ud, og Boal spurgte om hun havde noget at tilføje. Ja, svarede hun, kvinden med den utro mand skulle lukke manden ind og tage en alvorlig snak med ham. Det blev spillet på scenen, men kvinden med forslaget var ikke tilfreds, og der blev spillet flere fremvisninger, som stadig ikke var tilfredsstillende. Til sidst bad Boal kvinden om selv at komme på scenen og spille det, som hun syntes, der skulle gøres. Kvinden gik på scenen og spillede sit forslag. Forumteatret var født. Det var blevet til interaktivt teater. Et teater hvor tilskuerne ikke længere er passive, men aktive deltagere, der har mulighed for at spille deres forslag på scenen.